Nedenstående er bragt i Berlingske Tidende, søndag 24. Marts 2019 .
Jacob Netteberg er folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordsjælland, direktør i we know people A/S, mentor for iværksættere og frivillig flygtningehjælper. Sofie Carsten Nielsen er stedfortrædende politisk leder og medlem af Folketinget for Radikale Venstre.
Når regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet forhindrer flygtninge i at uddanne sig og siger til arbejdsgiverne, at det er en kortsigtet, dårlig idé at ansætte flygtninge, så er det ikke bare hjerteløst – det er også et utroligt spild af penge og ressourcer. Det er simpelthen en dårlig forretning for Danmark. Paradigmeskiftet i udlændingepolitikken, vil koste os dyrt og kommer til at ramme os alle når pengene mangler i fælleskassen.
Vi har hørt mange hjertegribende historier om flygtninge, som taler til hjertet. Men her vil vi beskrive, hvorfor det også økonomisk set betaler sig at hjælpe flygtninge med at integrere og uddanne sig, og komme i arbejde.
Konsekvenser for mennesker, der kan og vil
Maan er uddannet jurist fra Syrien. I 2015 kom han til Rudersdal Kommune med sin kone og tre børn. Han bestod sprogkravene, og med ikke mindst frivilliges hjælp fik han søgt en stilling som jurist i Maersk Line, hvor han i dag har arbejdet tre år med ansvar for antikorruption og handel i Mellemøsten. Maan betaler topskat, hans hustru mangler én eksamen, før hun kan optages på lærerseminarium, den ældste søn læser til software ingeniør på Data Science (DTU), den mellemste får fine karakterer på Nærum gymnasium, og deres yngste starter i 0. klasse til sommer.
Paradigmeskiftet betyder, at Maan’s asylsag skal behandles årligt i stedet for hvert 3. år. Han skal bestå danskprøven igen, men med en arbejdsuge på 40-60 timer i en engelsksproget organisation, har han svært ved at finde tid til at terpe dansk historie og kommaregler. Dermed er hans ansættelse i fare. Hans hustru kan ikke få lov at læse til lærer. Hun taler flydende dansk og har adgangskravene svarende til en dansk gymnasieeksamen – og vi mangler akut lærere. Hans sønner vil ikke kunne videreuddanne sig.
Bilal på 27 år studerede statskundskab i Damaskus. Under det arabiske forår måtte han flygte, og han endte i Birkerød i 2016. På 2 år bestod han prøverne svarende til en dansk studentereksamen og blev optaget på RUC, hvor han studerer samfundsfag. Bilal har fra første dag haft arbejde, i dag er han bl.a. studentermedhjælper hos IBM. Han har modtaget SU i 2 mdr. Men Bilal er ikke længere på asyl ”med mulighed for permanent ophold” men ”med henblik på hjemsendelse”. Han kan ikke fortsætte sin uddannelse på universitetet. Det er usikkert, om han derfor kan fortsætte sit arbejde i IBM. Han frygter Assads Repressalier, da han har været kritisk over for regimet. Men ifølge udlændingestyrelsen er der ikke længere krig i Damaskus.
Konsekvenser for Danmark
Er de to historier bare tilfældige solstrålehistorier?
I så fald er data fyldt med ”solstrålehistorier”, og både fagforeninger og Dansk Arbejdsgiverforening må så være de mest naive? 8.700 mennesker med asyl, som er i beskæftigelse, skal hjemsendes som følge af paradigmeskiftet. Til sammenligning har regeringens samlede arbejdsmarkedsreformer siden 2015 øget arbejdsudbuddet med 3.500 nye arbejdspladser. Særligt servicevirksomheder som ISS river sig i håret: Hvor skal de finde 8.700 nye medarbejdere henne?
Og hvad med alle de cykelsmede, frisører, blomsterhandlere og cafeer, der må lukke i mange danske provinsbyer? 4-5 pct. af etniske danskere starter egen virksomhed, men tallet er 11-12 pct. for flygtninge. I høringssvar udtrykker Dansk Arbejdsgiverforening stor bekymring for det manglende incitament, som den enkelte flygtning nu får til at tage job og dygtiggøre sig, ligesom kommuner mister incitament til at investere i integration af flygtninge på arbejdsmarkedet. ifølge FOA har halvdelen af alle nyansatte SOSU’er en ikke-vestlig baggrund, og ud af 20.000 medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk, er ca. 10.000 oprindeligt flygtninge. Et fag, hvor vi kommer til at mangle mellem 30-40.000 inden for de næste 10 år. Hvor finder vi tusindvis af nye SOSU’er? Dertil kommer de mange historier om dem der har fået afslag, men som vi alligevel ikke kan sende hjem. De sidder nu under kummerlige forhold og koster samfundet dyrt – og nu kommer der flere. Det er også en dårlig forretning. Det er ikke naiv pladderhumanisme, når vi råber vagt i gevær. Det er at påpege aldeles dårlig købmandskab. Og dårlig købmandskab er da ikke særlig dansk?