Der er en ekstra økonomisk gevinst, når kommunerne hjælper flygtninge med at blive selvstændige i stedet for ’blot’ at skaffe dem et job.
Næsten dobbelt så mange flygtninge (11%) som etniske danskere (6%) vælger at starte egen virksomhed, og mange af dem (9%) har ikke-vestlig baggrund. Det konkluderede DA i en undersøgelse i 2016 på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Her kan man også læse, at de ikke-vestlige iværksættere, der fx starter egen restaurant, er bedre til at klare de økonomiske skær end deres danske kolleger. Efter 5 år eksisterer 40% af de ikke-vestligt ejede restauranter nemlig stadig, mens tallet for de etnisk danske kun er 36%. Det er værd at bemærke, at tallene kun omhandler borgere med flygtningestatus – ikke migranter eller efterkommere men de flygtninge, der er kommer hertil fra lande udenfor Europa.
Så hvordan kan det være, at vi i et land, der generelt hylder iværksætteri og den lille forretningsdrivende – i hvert fald fra talerstole og i skåltaler – i den kommunale integrationsindsats primært har fokus på at skaffe lønmodtagerjobs til de nye borgere?
Kritikkerne vil sikkert fremhæve, at det jo ikke er alle, der kan eller skal være selvstændige. Og nej, de udgør ikke flertallet, men de er der! Mindst 10 % af dem, og det betyder meget i det store regnestykke. Især fordi at al erfaring tyder på, at én etnisk iværksætter, der klarer den, også skaffer job til andre med anden etnisk baggrund end dansk. I relevante brancher, såsom for eksempel restaurationsbranchen er det almindeligt at tælle arbejdende ægtefælle med – men det gør sig gældende for både etniske danskere som for flygtninge. Og således kan blot 10% iværksættere potentielt betyde det dobbelte eller tredobbelte antal borgere flyttet fra overførselsindkomst til selvforsørgende. Så selvom det måske kræver mere af en kommune, er der altså også langt mere at vinde.
For ham der åbner en frisørsalon, eller blomsterbutik, er tilbøjelig til at ansætte sin ægtefælle, sin bror og måske endda give sine børn et eftermiddags job. Og således vil flere lære at sætte pris på vigtigheden af at forstå smiley ordninger, moms udbetalinger og ATP, for ikke at nævne de sociale gevinster.
Fra flygtning til direktør
De fleste af os er enige om, at i Danmark går den bedste vej til integration igennem erhvervslivet, via job til selvforsørgelse. Ligesom de fleste politikere er enige om, at iværksættere er vigtige for den fortsatte udvikling og vækst af Danmark – uagtet hvilken politisk ideologi, de vedkender sig.
Så langt så godt. De fleste af os er altså enige om målet – men hvad med midlet?
I de enkelte kommuner kan vi ikke bestemme, hvem der kommer, og vi kan heller ikke bestemme, hvor mange der kommer. Men vi kan – til en vis grad – bestemme, om de skal sidde og glo ind i væggen, mens de møjsommeligt øver sig på danske nutids-r’er og lærer om Søren Kierkegaard, eller om de får den nødvendige hjælp og støtte til selv at kunne bidrage. Til at kunne skabe et liv for dem selv og deres familier. Om de endda får mulighed for at skabe deres egne job. Ja, måske endog også skabe job til andre.
Integrationsministeriet udstikker (jævnligt nye) regler for de krav, der skal stilles til de nyankomne borgere. Men de fleste regler handler om målet – ikke midlet. Vi har altså i de enkelte kommuner et stort ansvar for integrationen og også mulighed for at vælge midlerne.
I Vejle Kommune har man i en årrække haft særligt fokus på iværksætteri blandt flygtninge og indvandrere, og man har derfor ansat en såkaldt etnisk erhvervskonsulent.
Blandt hans konkrete erfaringer er denne:
For et par år siden overhørte han en kollegas samtale med en flygtning fra Syrien, der beskrev sin baggrund som skomager ligesom både hans far og hans bedstefar havde været. Det var derfor dét, han kunne og ville arbejde med. Kollegaen så overbærende på syreren og forklarede ham, at i Danmark er der ikke job for en skomager. Vi importerer sko eller får dem lavet på store fabrikker; vi laver ikke sko i hånden. Men her greb den etniske erhvervskonsulent ind, for “er der ikke en bandagist i hovedgaden, som laver håndsyede specialsko til ældre og handicappede?”
Det lykkedes at få syreren introduceret for bandagisten, og et praktikforløb blev iværksat. Så langt så godt. Efter ganske kort tid kontaktede bandagisten kommunen, for han ønskede ikke længere at have syreren i praktik. Han ville ansætte ham på normale vilkår, for “han er jo fantastisk dygtig.” Efter kort tid fortalte den gamle bandagist sin nye medarbejder, at han ønskede at gå på pension og tilbød syreren at overtage virksomheden. Syreren havde ikke den slags penge, men den gamle bandagist gav ikke op så let. Han foreslog, at de blev enige om en pris, og at den syriske flygtning så afdrog på gælden i takt med, at han tjente penge i sin forretning, for bandagisten var overbevist om, at det nok skulle gå.
I dag cirka tre år senere har syreren udvidet og åbent to nye forretninger i Trekantsområdet, og han har 12-15 medarbejdere ansat. Den gamle bandagist har han for længst betalt ud. Og som en bonus på historien har den gamle bandagists forretning nu altid 2-4 flygtninge i kommunal jobpraktik.
Gør vi, hvad vi kan – eller hvad vi skal?
Er alle historier om etnisk iværksætteri lysegrønne succeser? Nej, naturligvis ikke. Det er de jo heller ikke for etnisk danske iværksættere. Men hvorfor er denne så speciel? Fordi betydningen af succesen er mange gange større. For modsat den etniske dansker har syreren ikke de første 25 år af sit liv kostet samfundet penge i form af folkeskole, sundhedsvæsen, SU, transportudgifter og miljøbelastning. Og det er en succes der kan måles både menneskeligt og økonomisk.
Det er naturligvis ikke et liv for alle – hverken fra Mellemøsten eller fra Danmark. Det kræver tydeligvis et særligt personlig ”drive” at turde og kunne kaste sig ud i en usikker tilværelse med lange arbejdsdage. Det er formentlig også derfor de fleste etnisk danske forældre opdrager deres børn til at ”få sig en uddannelse, og så et arbejde”.
Men enhver der har rejst til ikke-vestlige lande burde kende fx arabiske traditioner for at drive og udvikle forretninger. Her er der masser af gå-på mod og en lyst til at løfte sin egen rolle i et lokalsamfund gennem sit erhverv.
Vi har indbyggere med flygtningestatus i alle landets kommuner. De har ventet på at få deres asylansøgninger behandlet, og deres sager er blevet vejet og fundet ”tunge nok” til at opnå asyl i Danmark. Det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt de skal være her eller ej – de ER her. De bor i vores kommuner, de handler i vores butikker, de kører med vores busser, de træner i vores fitnesscentre, og deres børn går i vores skoler. Og ligesom alle andre borgere i vores land kan de enten trække på samfundets hjælp eller bidrage til fælleskassen. Men det kræver noget, også af os – af vores kommunale indsats. Ligesom det kræver noget af en vært, der måske ikke selv havde planlagt at holde fest. For det er ikke nok at åbne døren og sætte stole frem, hvis du vil have en god stemning til din fest. Du må også sørge for god dansemusik, drikkevarer, overensstemmelse mellem antallet af mænd og kvinder, ekstra toiletpapir og måske endda sovepladser til de, der ikke skal hjem samme aften. Og så kan det ende med at blive en fest, du er glad for, at du fik holdt.
Der er imidlertid stor forskel på, hvordan de enkelte kommuner vælger at prioritere opgaven med at få flygtninge integreret i samfundet. I de fleste kommuner er det primært beskæftigelsesudvalget og jobcentret, der trofast og efter bedste evne forsøger at introducere praktikforløb og formidle kontakt til lokale virksomheder i håb om en ansættelse. Men dette er udelukkende fokuseret på en tilværelse som ofte lavtlønnet arbejdstager og ofte uden hensyntagen til potentiale eller evner. I højere grad defineret af, aktuelle tilbud om praktikplads eller mangel på ufaglært arbejdskraft.
Blandt de frivillige i min kommune har jeg mødt folk fra næsten alle politiske overbevisninger. Og uanset om de mener, at vi bør tage imod flere flygtninge, at vi bør skele mere til deres religiøse eller uddannelsesmæssige baggrunde, eller om den nuværende procedure er fin, er de generelt enige om, at integration ikke er en én-vejsopgave. Det kræver nemlig også noget af os som lokalsamfund; som danskere.
For ingen af os ønsker at se marginaliserede indvandrere og deres efterkommere leve på evig forsørgelse med stadig stigende utilfredshed og lavt selvværd som en direkte følge. Og ingen af os ønsker at se flygtninge og deres børn opfatte sig selv som opponenter til det danske samfund. Så hvordan gør vi det så? Hvordan kan vi få flere til at føle ejerskab og medborgerskab i det land, de er blevet en del af?
I langt de fleste kommuner gør man, hvad man skal. Men gør vi, hvad man kan?
Måske er vejen til integration ikke kun, at de lærer om Pontoppidan eller kan svare på, om Færøerne er en selvstændig nation. Måske handler det for nogen snarere om hjælp til at forstå momsregler, fødevaresikkerhed og ATP-bidrag.
Mennesker, der tør
Under kommunalvalgkampen i efteråret deltog jeg i et vælgermøde om integration og flygtninge på et gymnasium. Jeg spurgte de unge, hvor mange, der havde købt en pizza, shawarma eller durumrulle indenfor den sidste uge? En skov af hænder fløj op. Så spurgte jeg, hvor mange der efter deres bedste overbevisning troede, at de havde købt maden af én, der hed Jensen eller Pedersen til efternavn? De grinede højlydt. Pointen var sivet ind. Næsten ikke en eneste etnisk dansker ville tage chancen og investere i en stenovn, leje et butikslokale og arbejde +60 timer om ugen for en lav løn. Heller ikke selvom det også betød at udleve en drøm om at skabe sit eget arbejdsliv.
Da jeg så bad de samme unge give et bud på, hvor mange tomme butikslokaler, der var i deres lokalområde, og hvor mange arbejdsomme unge flygtninge, der var i kommunen, så begyndte en spirende fornemmelse at brede sig i lokalet. For hvis integrationssucces gennem arbejdsmarkedet er et prisværdigt mål, hvorfor så ikke sætte ressourcer ind på at det lykkes? Hvorfor ikke bruge flere midler og ikke kun det, vi skal, men også det, vi kan?
Sat på spidsen kan man sige, at en kommune med en etnisk iværksætterkonsulent blot skal få 2-3 flygtninge fra overførselsindkomst til selvforsørgende indtægt for at betale konsulentens egen løn. Og med en beskæftigelsesprocent som selvstændig på 11% (DA’s 2016-tal) burde det være et langt mere udbredt middel, end det rent faktisk er i dag.
Naturligvis vil dette også betyde at ca. 90% af de nyankomne bør få den ”traditionelle” nødvendige hjælp til sprog, uddannelse eller ansættelse. Men lad os nu ikke overse de vigtige 10%.
Med en minimal ekstra indsats kan de vise sig som en fantastisk investering.
De fleste danske provinsbyer lider i dag under butiksdød og tomme udlejningslokaler. I min hjemby Birkerød, har vi masser af tomme lokaler. Alle sukker efter at ”få livet tilbage i gågaden”, mens vi gladelig ordner alle indkøb i ét stort supermarked, og ellers køber vores varer online fra webshops med fjernlager.
Ikke desto mindre er Birkerøds mest succesfulde café drevet af folk med tyrkisk baggrund, blomsterhandleren er fra Afghanistan, og hans kone er iraner. Adskillige frisørbutikker er etableret og drevet af flygtninge fra ikke-vestlige lande, og det samme gælder byens nye cykelsmed, hælebaren, de lokal taxavognmand, slikbutikken og butiksværkstedet, hvor alle både højtuddannede, unge og pensionister får repareret deres iPhones og skiftet skærm på deres iPads.
Alle disse forretningsdrivende er folk, der tør! Det er folk, der har krydset både lande og hav, og som kommer med en indbygget tro på, at man kan skabe sin egen succes. Også i et land langt mod nord.
Næste gang du køber en shawarma, går til frisøren, eller tager en taxa – eller for den sags skyld kender nogen, der har brug for specialsyet fodtøj – så husk, at en gennemsnitsdansker er en dyr fornøjelse for samfundet de første 25 leveår, og først ved det 45. leveår begynder han eller hun at være en overskudsforretning set ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Så en ung mand, der er kommet hertil som 20-årig, og som allerede inden der er gået 5 år har startet egen virksomhed og kan holde den gående – er en god investering.
Så hvis vi ikke vælger midler til integration med hjertet, så lad os da bruge hjernen.
Bragt som kronik i Politiken, Lør. 2. juni 2018