Forside

Social-Liberal for mig betyder, ikke ensidig fokus på “Lighed”, men heller ikke blind tillid til “muligheder”, men derimod at kæmpe for at alle kan og skal træffe deres individuelle valg, men det kræver “Lige muligheder”.
Det gælder både sundhed og uddannelse, samt den sociale samfundsstruktur.

Jeg er 47 år, har egen virksomhed og bor i et lille hus i Birkerød nord for København med min hund, og mine 2 dejlige børn (hveranden uge). Der er naturligvis solceller på hele taget. 😉

Bortset fra 1 år på universitetet, der blev brat afbrudt af en voldsom kræftsygdom, har jeg arbejdet med illustrationer, undervisning, medier og kommunikation i +25 år.

Jeg har et personlig indblik i både vores sygehusvæsen, uddannelsessystem (som underviser og censor på både højskoler, Designskoler i både Kbh. og Kolding m.m.)  IT-outsourcing (jeg har boet  med min familie og arbejdet i Det Indiske Ocean et lille års tid) og ikke mindst, livet som selvstændig – både med egen virksomhed, men også de mange dygtige fagfolk der vælger livet som “frie agenter”.

Jeg har været aktiv medlem af bestyrelser i både børnehave, og mine børns skole, og siden 2015 været frivillig for syriske flygtninge der har fået ophold i Rudersdal kommune. Primært har jeg hjulpet med at formidle medlemsskab til sportsforeninger, praktikpladser og praktiske fornødenheder.

Det er også i dette arbejde, jeg har oplevet at de traditionelle klassificeringer som “rød” eller “blå” er unuanceret. Jeg ser ingen konflikt i at arbejde “liberalt” samtidig med at udøve “solidaritet” med folk der ikke har samme forudsætninger som jeg selv.